Der er kommet mere krop på stemmen i Christel Wiinblads anden bog, hvor hun selvsikkert og med stor medfølelse fortæller om sin lillebror.

ANMELDELSE: Jannick Wiinblad fik allerede et kapitel i Christels første bog 49 forelskelser, og det virker som om, at Min lillebror er skrevet mange år efter debuten.

Som forfatter er hun vokset betydeligt, og bogens kapitler løber sammen som ét langt digt, der sidder lige i skabet fra første side.

Dyb varme i ordene
De overordnede afsnit har datoer som overskrifter, og der slåes ned omkring barndomsminder, selvmordsforsøg, udflydende drukture og andre situationer, som i Christel Wiinblads medfølende og usentimentale fortælling sender dyb varme ud i ordene.

I sin behandling af stoffet synes hun at undersøge sit eget forhold til lillebroren og til de tendenser, der kommer til udtryk gennem hans handlinger. De begivenheder og tanker, der beskrives, berører i høj grad det dragende mørke, stilheden, flugten og drømmen om at suges væk, ud af verden.

Det store sug
Det er storesøsterens øjne, der ser, og i hendes egen verden spejles brorens handlinger i forskellige scener, hvor netop drømmen om det store sug virker som en almen oplevelse.

Se fx denne passage fra et af bogens første afsnit på Københavns Hovedbanegård:

Det er sådan bogen glider frem i et ubesværet og selvsikkert sprog.

Opmærksom på helhed
Jeg kan godt lide den måde, Christel Wiinblad hele tiden retter opmærksomheden mod helhed. Hun står ikke i vejen med idealer og tillært livsentusiasme, og hendes egen krise er måske lige så grundlæggende som Jannicks.

I kulden ved Hovedbanegården bemærker hun netop: "det er jo ikke mig der har lyst til at forsvinde" – og det er jo meget interessant, at hun er nødt til at minde sig selv om det.