Alle sømænd er glade for piger

Lethed. Ungdommelighed. Charme. Dét er nogle af de ting Peter-Clement Woetmann tilbyder i overmål i sine debut-digte.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Den franske filosof Gilles Deleuze har i en bog fra 1977 – Dialogues – skrevet, at stil og charme er det samme som hastighed, og hastighed er det samme som en tilbliven, at man, fx i skriften, må blive noget andet og dermed bekræfte de forskelle, der ligger til grund for alt...

Måske giver det derfor mening at sige, at debutanten Peter-Clement Woetmann (f. 1985) har charme – om end jeg er ved at være godt træt af det ord. Mest af alt fordi det passer på alt for meget og alt for lidt på samme tid, og desuden fordi en del af den nyere danske litteratur både er ved at drukne og drukne i den betegnelse. I mange af de nye forfatteres iver efter at skille sig ud, gøre en forskel, ligner forskellene pludselig hinanden lidt for meget. Resultatet er, at charmen forvandles til en hyggelig omgang småsnak og ureflekteret selvfedme.

Men heldigvis er der stadig nogen, der formår at give betegnelsen nyt liv.

Letheden hos firserdigterne
Charmen hos Woetmann går på, at han hver eneste gang ikke blot falder på halen for, men desuden falder sammen med de ting, herunder især de piger og mere eller mindre seksuelle forhold, som digtene beskriver. Det jeg, som er på spil i Woetmanns digte, er et helt andet jeg, end det der fx er på spil i Michael Strunges og Søren Ulrik Thomsens digte. Jeget er måske nok opløst i sine iagttagelser, men det afføder ikke visionære eller svulstige digte. Tværtimod – det gør dem desto mere konkrete og taktile.

Her nævnes Strunge og Thomsen, fordi digtsamlingen rummer et par hyldestdigte til netop de to, men det interessante er, at Woetmann tager dem til sig på en ny og mere uskyldig måde, sådan at man som gammel Strunge- og Thomsen-fan bliver en smule overrumplet. Woetmann går ikke efter melankolien, det desperate, patossen eller andet, men efter den lethed, ungdommelighed og fortræffelige iagttagelsesevne, de to firserdigtere også har.

I forlængelse af musik
På den måde ligger Woetmann i sit udgangspunkt måske nok mere i forlængelse af en musiktradition, der definerer sig som retro, end i forlængelse af en mere litterær tradition, som inden for de seneste år ofte har haft travlt med at fraskrive sig firsernes enorme effekt på det litterære landskab. Og det er jo ganske fint, at andre, især de yngre digtere, får nye øjne op for fx Strunges og Thomsens kvaliteter.

Nuvel, Woetmann minder i sin charmerende stil nok mere om andre jævnaldrende digtere, end om de to koryfæer – især om Rasmus Nikolajsen, som titlen tillige er planket fra. Skal man række længere tilbage i tiden for at finde forlæg og inspiration til Woetmann, er der desuden meget Johannes L. Madsen over digtene. Ikke så værst.

Pigernes nam-nam
Digtene kredser især om forholdet til det andet køn – og som i Otto Brandenburgs Alle sømænd er glade for piger, besynger Woetmann i serielle digte alle de piger, der ligger til grund for digtene. Det fungerer simpelt og fint, charmen og stilen redder projektet i land – nogenlunde som i Brandenburgs klassiker – og man kan vel ikke gøre for, at man har charme... Som det første digt i samlingen lyder:

Ja, det er fedt at være smuk – og når man som Woetmann er et kæmpetalent og skinnende ung, så går den faktisk rent hjem. Digtsamlingen er hans selvstændige debut, men jeg og mange andre har længe haft et øje til Woetmann, som bl.a. har huseret med et par internet-projekter. Og det er vel blot et spørgsmål om tid, før han bryder igennem og digtsamlingen her er under alle omstændigheder et godt skridt på vejen.

Hører skruebrækkeren
Eneste minus er, når Woetmann slår for mange knuder på sig selv eller sit sprog for at opnå den charme og stil, der skal til, fx når han – lidt for bevidst – finder underlige ord frem fra den digteriske værktøjskasse. Blot fordi de er underlige, men ikke tilføjer digtet noget nyt. Dér kommer han til at virke lidt som fx en Grotrian-imitator, man hører simpelthen, at skruetrækkeren eller et andet sprogligt værktøj stadig er fremme og mister i samme knudeslåning sin ellers så blændende intuition for sproget.

Omvendt skal man tit lige ryste forgængerne af sig, når man skriver de første bøger. Så mit råd er blot, som popsangeren James Blunt for tiden skråler over radioen: "You're beautiful, you're beautiful, that's true". Stol på det Woetmann!