Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 23.10.2009
[Opdateret d. 23.10.2009]

ANMELDELSE
Jesper Wung-Sung:
Trælår
Noveller
200 sider
Kr. 249,95
Samleren
Udkommet 24. september 2009

 

Af
Michael Balle Jensen




Omslag til bogen

Jesper Wung-Sung
Er født 1971, universitetsstudier i litteratur, engelsk og dansk.

Fik sin debut med novellesamlingen To ryk og en aflevering i 1998. For den modtog han BogForums debutantpris. I 2003 blev den filmatiseret.

Siden har han skrevet både noveller, børnebøger og romaner. Bl.a. Mænd er fra Marstal (2007) og Lidt berømt, meget berygtet (2006).

Diverse arbejdslegater, heriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.



*

RELEVANTE LINKS:

Læs en novelle fra Jesper Wung-Sungs Trælår hos Sentura....

Læs Senturas interview med Jesper Wung-Sung fra 2003, hvor han fortæller om filmen 2 ryk og en aflevering...

Besøg Jesper Wung-Sungs hjemmeside – bl.a. mulighed for at læse et godt biografisk portræt...


  Drengestreger

I Jesper Wung-Sungs fjerde novellesamling møder læseren et bizart univers, der fortæller historier om opvækst og ungdom. Det er lidt af en tur at komme med på.

ANMELDELSE: Man kommer unægtelig til at lade tankerne vandre til Villy Sørensens novelle Kun en drengestreg, når man begiver sig ind i Jesper Wung-Sungs fortællinger.

I novellen At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten følger vi fx de to dovne brødre, Jacob og Jeppe. De er alene hjemme, forældrene er taget på ferie. Og de er dovne. Så dovne, at de har begravet en kammerat til halsen i haven, fordi han ville lege med dem.

Men dovenskaben får en ende efter brødrene ser et rørende afsnit af Det lille hus på prærien. Den bliver afløst af en manisk besættelse af at rydde op, gøre rent og ordne haven. Desværre med en tragisk ulykke på græsplænen til følge.

Realisme og absurdisme
I en anden novelle, Cliffhanger, møder vi en familie, hvis autocamper hænger faretruende ud over en kløft. Men børnene stiller store krav til forældrene, da forældrene vil have dem til at kravle i sikkerhed.

Drengen stiller krav om et nyt computerspil, og teenagepigen vil have lov til at dyrke analsex med sin kæreste. Forældrene må give efter. Faderen sætter dog grænsen ved drengens krav om at lave rørbomber i værkstedet.

De tyve små noveller i Trælår balancerer lige som familien i autocamperen. Men ikke på grænsen af en afgrund. Men i feltet mellem fortællinger om forholdsvist realistiske drengestreger og fuldstændigt bizarre og absurde fantasi-universer.

Godt underholdt
Det er Sonnergaard, der møder Villy Sørensen. Men det er først og fremmest Jesper Wung-Sung. En rigtig god fortæller med humor og vanvid.

Man kan spørge sig selv, om Trælår leverer nogen afgørende indsigt i opvækst og ungdom, som omtalen på forlagets pressemeddelelse ellers lægger op til. Men skidt med det, for man er godt underholdt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]