En frydefuld høj himmel, der sjunger, at den ingen ende vil tage. Det er luftens rene ånde, der baner vej for lys af en anden verden. Lys og luft; lys og liv; lys og lys. Og rejsende sig gennem lysvældet disse ærefrygtindgydende bjerge, glimtende som sølv, og der hvor træer endnu har formået at følge med op af siderne, som irret kobber, så majestætisk, så lamslående skønt, at dette ypperlige hele skriger på, at man holder ind med autocamperen og lader det uforglemmelige forevige.
    Men et enkelt øjekast ud over kanten er nok til at trigge et eksplosivt sug gennem kroppen, som udtrykker samtlige legemets celler øjeblikkeligt ønsket om at komme den modsatte vej, op, tilbage, væk. Et fald så svimlende, at man står nøgen. Et sprog så dybt, at det får enhver vantro til at synke i knæ. Og ud over dette fald svæver nu autocamperens ene baghjul.
    Man mærker hældningen inde i vognen. Man ser den: hvordan den funktionalistiske indretning med ét får dette ekspressionistiske touch. Hvordan det hjemlige og hyggelige glider mod noget helt, helt andet.
    Det skulle have været den dér uforlignelige familieferie. Far, mor og alle tre børn sammen; sammen live; fælles om oplevelserne. Og nu balancerende på en knivsæg i deres skattede autocamper, der mere og mere ligner helvede på jord.
    Og så meget desto mere tragisk, at familiemedlemmerne end ikke har mulighed for at klamre sig til hinanden: mor og far og den lille efternøler siddende i den ene side af vognen, med storesøsteren og den ældste bror strandet i den anden og forkerte.
    En let, nærmest umærkelig vuggen, og af og til en kort, men ildevarslende knagen under vognen som gør, at de alle må forholde sig i absolut ro.
    Så kan man høre det. Hva’ der? Nej? Jo? Jo, den er god nok. Det er den fjerne brummen af noget menneskeskabt. Og ved lyden af redningshelikopteren giver forældrene sig straks til at råbe ting som: Hjælp! Hernede! Hjælp!
    De råber, indtil de overdøves af en anden lyd. Ikke længere over, men under dem. Et langt, nærmest vredladent knagende udbrud, der efterfølges af et pludseligt, kort, men voldsomt ryk i autocamperen, der gør det klart, at nu også det ene forhjul hænger ud over kanten. Her drejer det en halv omgang i guds frie natur.
    Ingen af de fem familiemedlemmer bevæger sig eller åbner munden af frygt for endnu en reaktion. Forældrene må presse sig dét hårdere op mod væggen. Moren med den stadig om livsfaren uvidende efternøler på skødet. Overfor de to søskende, foroverbøjede, hovederne fremme mellem benene.
    Familiens situation er forværret med adskillige grader, og som for at accentuere den større hældning river en dåse forloren skildpadde sig løs, ruller over gulvet og banker mod panelet under broren og søsteren. Og udløser dåsen ikke et ekstra knirk? Endnu et lille nøk mod afgrunden?
    Da denne svævende stilhed har varet i, hvad der føles som en mindre evighed, tør faren endelig åbne munden og hviske: Adam! Så læner du dig lidt efter lidt fremover, og sætter lige så forsigtigt dit venstre knæ mod gulvet! Derefter dit højre, og så kravler du uhyyyre langsomt over mod os!
    Sønnen siger: På en betingelse: At jeg får det nye FFFighter- spil!
    Forældrene er målløse, men de tolker det naturligvis i relation til situationen. Det er tydeligt, at deres søn befinder sig i en choktilstand. Derfor samtykker de.
    Sønnen himler med øjnene, men ikke efter helikopteren – den er sgu da væk! Men af forældrene. Det er bare så urutineret spillet af dem! At sidde der og brøle, første gang man hører redningshelikopteren, når alle og enhver ved, at det først er tredje og sidste gang, at den får øje på dem. Og at der desuden skal gå så lang tid mellem anden og tredje gang, at man rent faktisk har opgivet håbet om redning, at man enten er døden nær eller kørt op i en morderisk kæmpekonflikt, da man pludselig hører den langsomt voksende lyd af frelse.
    Sønnen siger: Jeg vil heller ikke slå græsplænen mere. Eller rydde op på værelset. Eller klippe mine negle. Og jeg vil have lov til at lave rørbomber i dit værksted.
    Hér kan faren ikke være med: Du risikerer at springe mit værktøj i luften!
    Sønnen trækker på skuldrene og læner sig fornærmet tilbage, en gestus der straks forplanter sig som en langvarig knirken gennem autocamperens skrog. Lykkeligvis synes det ventede næste vip mod afgrunden at udeblive.
    Forældrene henvender sig nu til storesøsteren. Hun har blussende kinder og skinnende øjne, virker bange, men ikke traumatiseret som sin lillebror: Anna! Så læner du dig lidt efter lidt fremover, og sætter lige så forsigtigt dit venstre knæ mod gulvet! Derefter dit højre, og så kravler du uhyyyre langsomt over mod os!
    Datteren siger: Det er bare så pinligt! Så pinligt! I be’r ham aldrig nogensinde mere om at stille sine sko på skohylden!!
    Forældrene indvilliger.
    Hele vejen op ad bjergsiden har datteren tænkt på et øre. Sin kærestes øre. På hvordan hun tusinde gange hellere ville rejse rundt i det.
    Datteren siger: Og jeg må sidde bag på hans knallert uden styrthjelm!
    Faren siger: Nu stopper du, min fine dame!
    Datteren siger: Nej, jeg er lige begyndt.
    Hun siger det mærkelig mildt, så selv hendes lillebror må se med respekt på hende.
    Datteren siger: Jeg må give ham blowjobs. Vi må have analsex. Og vi må dyrke det hvor som helst i huset, når I ikke er hjemme.
    Hér kan moren ikke være med: Ikke på det nye køkkenbord!
    Storesøsteren slår med nakken og trækker fødderne op på sædet. Lyden synes at komme ud af hendes fodsåler, et brag af en knagen, som, da den slutter, udløser det længe ventede skred. Et skred, der ikke synes at stoppe, men alligevel gør det – lige så pludseligt som det var voldsomt – og det står klart, at autocamperen må hænge og vippe på en lille sten yderst på kanten.

Her, hvor det faktisk ikke kan lade sig gøre, får det hele lige en lille tand mere: I et øjeblik af et øjeblik glider efternøleren ned og er ude på gulvet i sin vrikkende blenumse, inden nogen når at reagere.
    Han befinder sig nøjagtig midt på gulvet: Når bare en af de små, buttede tæer strækker sig, følger autocamperen med. Hvorefter han stepper lidt, fordi det jo er så sjovt, når gulvet gynger.
    Lydløst begynder de at kalde på ham. Forældre på den ene side, søskende på den anden. Små fagter og mundbevægelser, der skriger på ham.
    Indtil hans storebror fisker noget op af bukselommen. Det er vildere end en rørbombe. End enhver bombe: Det er et fedtet bolsje. Først er hans storesøster forarget. De har en skriftligt indgået aftale om ikke at gemme slik, aldrig at hamstre, men spise det hele samtidig. Men så er hun tydeligt imponeret, for han har ikke tænkt sig at spise bolsjet selv: Det er da til Lille Lot!
    Og således står Lille Lot på sit arkimediske punkt, endnu usikker på benene, og ser fra den ene lejr til den anden.
    Der skal så lidt til, det ved vi. Men det er først, når nogen har tvunget os ud på stolekanten, at vi mærker det.
    Det er her, Lille Lot træder i karakter. Han hiver sutten ud af munden, smider den fra sig og tripper beslutsomt over gulvet med udstrakt arm.
    Så propper han bolsjet i munden.

Vi ved ikke, hvad der sker i næste afsnit. Det er og bliver gætværk. Men dette slutter med, at autocamperen rammer bjerget hårdt over knæet.