Keine hexerei…

Eller? Man kommer i tvivl, når man læser islandske Yrsa Sigurdardóttirs danske debut, Det tredje tegn. En både medrivende og spændende bog om okkultisme, familiehemmeligheder og blodige mord.

ANMELDELSE: En hovedrig, tysk historiestuderende flytter til Island for at skrive afhandling om hekseafbrændinger i Island i de 17. århundrede. Det er ikke lige noget, der passer ind i hans velhavende bankierfamilies kram, men omvendt har de mere eller mindre opgivet den fortabte søn og hans sære interesser for hekserier og kropsudsmykninger af den mere outrerede slags (spaltet tunge, synlige ansigtstatoveringer, hornimplantater indopereret under pandehuden).

Alligevel føler de sig nødsaget til at reagere, da lederen af det historiske institut på universitetet i Reykjavik finder hans nøgne og mishandlede lig i et skab på universitetet. Familien køber ikke politiets formodning om, at en lokal pusher har begået mordet i en narkorus – og derfor hyrer de en lokal advokat, som sammen med deres tyske udsending skal efterforske omstændighederne omkring drabet.

Heksekrimi
Sådan er udgangspunktet for Yrsa Sigurdardóttirs semiokkulte kriminalroman Det tredje tegn. Efterhånden som handlingen skrider frem, så fortoner forstavelsen "semi-" i genrebetegnelsen ovenfor umærkeligt: Tilsyneladende skal i hvert fald en del af forklaringen på mordet findes i en verden, der ikke umiddelbart kan forklares med gængse termer…

Det lykkes fint for Sigurdadottir at dække over afviklingen af sit plot. Og selvom det måske nok gavner at have bare et strejf af fascination for det okkulte, så kan man sagtens læse bogen for spædingselementet alene. Man er i glimrende selskab undervejs og både godt og grundigt underholdt.