Verdens måske grimmeste tegneserie.

ANMELDELSE: Alle med en smag, der lader sig definere som lidt ved siden af, skal spæne ned i boghandleren og anskaffe sig verdens måske grimmeste tegneserie.

Det er svært at sige, hvad det er, han er ude på med Hvad synes du om dansk litteratur?, Nikolaj Zeuthen, men det ser ud til at lykkes.

Små fortællinger
Tegneserien (eller hvad man skal kalde den) er en samling af små fortællinger, hvoraf nogle kan minde lidt om avis-strips, sat i en kun delvist genkendelig virkelighed. Nogle foregår efter Dommedag. Andre i dagens Danmark, på Nordpolen eller i drømme.

Vi kommer vidt omkring, og det er både foruroligende og ægte morsomt. Skal man have en reference at sammenligne med, må vi til at søge lidt i arkiverne, og det tætteste vi kommer, er vel musikvideoen til Paranoid Android [sang af den engelske rockgruppe Radiohead, red.].

Tudegrim tegnestil
Tegnestilen, i det omfang man overhovedet kan tale om en sådan, er hverken naivistisk, kubistisk eller primitivistisk eller noget som helst andet, udover tudegrim. Det lykkes Zeuthen at få South Park til at ligne kunst, hvilket jo i sig selv er lidt af en præstation.

Naturligvis er det denne mystiske mangel på talent – at Zeuthen selv tegner i stedet for at få en anden til at udmønte sine skitser i noget, der hæver sig over en seksårigs niveau – der virkeligt får betydningsdannelsen til at glide og fører læseren på glatis, men – tjah, altså, smag og ubehag, ikke sandt?

Jeg må nok ende med at mene, at det er vel OK, selvom jeg altså sidder med tankerne henne i retning af hvor godt det kunne være blevet med en bedre tegner. Måske var det blevet dårligere? Hvad er plus og minus når gode idéer med vilje udsættes for dårlig udførsel? X = TOON + Poesi?

Tankevækkende
Ja, Hvad synes du om dansk litteratur? er tankevækkende. Spørgsmålene pibler frem, og det er jo altid rart, når noget får dét til at ske. Men udover alle de kræfter, der river tingene i stykker, er der i Zeuthens krageværk også en mærkværdig sammenhæng.

At have en anarkistisk mangel på æstetik er måske ikke i sig selv et pragtstykke, men samtidig at kunne bevare noget nedenunder, en fornemmelse af en uforståelig alvor, der lever videre, efter alt er gjort latterligt, er noget af en bedrift.

Alt i alt er resultatet nok mere galt end genialt, men anbefales kan det med en bestemthed, der står og vakler lidt mellem grin og gru.